Jeg ligger og putter mig under min varme dyne, mens min mor fortæller en godnathistorie og hun fortæller livligt og passioneret omkring hendes elskede mor. Hun husker ikke meget om hendes far, da han desværre dør, da hun er 3 år, af blodforgiftning. Den gang tilbage sidst i 30-erne blev der ikke taget mange fotos og slet ikke i Grønland og på det eneste foto jeg har af min mormor og morfar, har morfar en forbinding rundt om hånden.

Det kan være ret svært at forstille sig, hvordan det må have været at bo i det lille fiskersamfund Uummannaq i Vestgrønland, som har hjertefjeldet som vartegn. Det er det sted, hvor Nissebanden i Grønland (den populære julekalender) blev optaget.

Venligst lånt fra Qaasuitsup Municipality’s side, som har ophavsretten til foto

Nå – men mor fortæller videre, at hun havde meget langt og tykt sort hår – så langt, at hun kunne sætte sig på det. På det tidspunkt var det så også blevet så tungt, så hun ofte havde hovedpine, når hun kom hjem fra skole. Det kunne min mormor naturligvis ikke have, så hun foreslog at der blev klippet lidt af håret af – men nej – det ville min mor ikke. (Hvem ved, måske var det bare IN at have megalangt hår i skolen). Nu var gode råd dyre og hvad gør mormor så?

Hun klipper håret af den lille dame, MENS HUN SOVER!

What – det ville da aldrig været gået i dagens Danmark og man ville blive meldt for børnemishandling. Og umiddelbart tænker jeg da også, at det er da bare ikke i orden. Men når nu man selv er gået hen og blevet mor til 3 børn og et barnebarn, ja – så ved man hvor stædige de små dejlige væsener kan være. Og ja mormor var alenemor og havde ikke lige en sparringspartner, så kan jeg da måske nok sætte mig i hendes sted. For naturligvis elskede hun sin datter højt, men der var et seriøst problem, som skulle løses og hun fik det løst – selvom mor var ret sur over det.

Mormor blev ikke gift igen og døde desværre selv af brystsyge, da min mor var 10 år gammel og så blev det tid for mor at flytte til Aasiaat. Her flyttede hun ind og boede hos hendes farbrors familie, hvor hun passede deres mindre børn indtil hun blev teenager.

En hård start i et samfund, hvor familier var vant til at miste deres kære i naturen, hvor der skulle skaffes føde og til sygdomme, som især udlændinge bragte til landet. Min mor levede desværre kun til hun blev 49 år gammel og jeg er ikke i tvivl om, at det var den barske barndom, som gav hende en melankoli, som hun havde svært ved at sætte danske ord på.

Selvom jeg aldrig fik mødt min mormor, mens hun levede, så er hun altid den som guider mig, når det gælder om at modtage kraft fra mine rødder. Den opbakning var vigtig at føle, da jeg selv mistede min mor som 20-årig og jeg kan altid føle hende (og min mor) ved min side, når jeg har brug for at mærke mine rødder.

Den stærke forankring bruger jeg også i psykoterapien, når vi arbejder med indre bedsteforældresessionen.