På min tur i den flotte skov omkring hvor vi bor, går jeg forbi et flot birketræ, som ligner, at der er 3 træer i et træ. Og jeg mærker dybt i mit hjerte, at de lige nu symboliserer mine 3 børn for mig – de udspringer alle 3 fra mig, så de har de samme rødder, men vokser op på hver deres måde, fordi de har hver deres genetiske udspring og senere mål og mening samt drømme om hvilken vej de ønsker at sætte nye skud/grene.

Det gør vi alle, men jeg troede i mange år, at JEG personligt var ansvarlig for om de blev lykkelige og kunne leve et sundt og godt liv og at jeg på trods at min egen barndom med perioder med følelse af svigt, selv skulle kunne være i stand til at råde og guide dem meget mere, så de ikke behøvede at begå lignende fejltrin som jeg.

Jo – jeg ved godt, at jeg altid har været en god praktisk mor, for det fortæller de mig alle tre, men jeg følte også, at jeg hele tiden lige som manglede at give dem noget. Når jeg fx i TV hørte politikerne sige, at forældrene var ansvarlige for opdragelsen og vi skulle klæde vores børn på til at være ordentlige borgere, tænkte jeg ofte: Jamen hvad hvis forældrene ikke selv har lært dette hjemmefra?

For på trods af mine uddannelser, som gjorde, at jeg gav dem alle 3 noget positivt rent psykisk, stødte jeg panden mod i mur i disse situationer, hvor jeg skulle opdrage med de “rigtige” ord som: Nu skal du gøre, som jeg siger. Jeg øvede nærmest psykisk vold på mig selv, jeg vred og drejede mig og kunne ikke finde ordene og sindsstemningen til at virke autentisk. Når ordene (som jeg havde tænkt meget over) kom over mine læber, så gav de ikke rigtig genklang inden i mig. Og det er fordi jeg ikke selv har lært det på den måde fra barnsben og derfor har jeg ikke den dér verbale opdrager i mig. Jeg kan ikke (som jeg har set andre forældre gøre) opdrage med ord, hvor de lover bål og brand, fratager børnene privilegier osv, hvis ikke de gør, som der bliver sagt. For det var jeg ikke selv opdraget med og jeg følte mig helt ved siden af mig selv, når jeg prøvede at gøre det over for børnene. I disse situationer kom jeg virkelig til kort – både pga min baggrund og fordi jeg stilede imod en morfigur, som jeg slet ikke skulle være.

Det tog mig flere år at lære, men til sidst fandt jeg ud af, at jeg SLET ikke skulle planlægge at “skælde”/opdrage børnene ud, nej jeg skulle bare – lige som jeg gør, når jeg sidder med mine kunder – lade visdommen komme flydende intuitivt og direkte fra hjertet. Det er, når jeg fremstår autentisk og ærlig, at mine børn virkelig kan mærke og se, hvad jeg mener og hvad jeg råder dem til. Vores børn kender vores duft, små signaler i krop og ansigt – så vi kan ikke opdrage dem med ord, som ikke stemmer overens med vores eget væsen. Og de er meget kompetente, når det kommer til stykket omkring hvad der er rigtigt og forkert.

Vi må så heller ikke glemme, at ingen af os skal være som en øde ø, så vi er nødt til at bygge små broer over til andre forældre, så vi kan bruge hinanden som spejle, så vi bruger fællesskabet til at bliver bedre til at turde fremstå autentisk og samtidig stærke i de situationer, hvor det kræves.

Een af de allerbedste grundlæggende metoder til at blive en god forælder, er at heale vores eget indre barn. Dette er kimen til at øge selvværdet, så vi dermed bliver vores egen kærlige forælder og dermed kan give denne viden videre til vores børn. Både håndanalysen og psykoterapien kan bruges til dette.