Mange af mine nære venner ved at jeg har rødder i Grønland og her vil jeg  løfte sløret for nogle af mine oplevelser i min barndom, hvoraf du kan udlede, hvordan det var at vokse op i 60-erne med en dansk far og grønlandsk mor.

Jeg voksede op som det 4. barn og sidste barn i familien. Vi boede i Frederiksværk, et stykke uden for centrum og jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da min mor var hjemmegående husmor det meste af min barndom.

De allerførste minder jeg har fra min barndom, er lugten af natur, høns, sol, have, jord og jeg husker mine (og søskendes) lege i den store have som hørte til vores hus. Min far var tømrermester og havde selv stået for byggeriet af vores hus med værkstedsbygning og med værelser ovenpå, som blev lejet ud til spændende mennesker, som man kunne besøge, hvis man fik lov. Jeg husker især en beboer, som havde et job med at plukke æbler. De var kæmpestore og smagte fantastisk. Og så var der een, som altid havde lækre bolsjer stående i et glas, som der blev delt ud af, når jeg kom på besøg.

Min far var uddannet tømrer og arbejdede i Grønland i 1950-erne og det var der, at han mødte min mor. Hun boede i Aasiaat (Egedesminde) og gik på husholdningsskole. Amorinerne opstod og efter min ældste bror blev født i 1956, besluttede vores forældre at flytte til Danmark i 1959. Herefter kom vi 3 andre søskende dryppende.

Jeg brugte mange timer i mit eget selskab, især efter at min (ellers faste legekammerat) – min storebror, som var 2 år ældre begyndte i skole. Så jeg var meget motiveret for at starte i skole og jeg sugede til mig og elskede at gå i skole. Jeg gik i den samme klasse fra 1. til 10. klasse og ses stadigvæk med nogle af skoleveninderne fra den gang.

Denne verden af viden som skolen repræsenterede var meget berigende for mig. Især gymnastik og dansk var i højsædet og senere blev maskinskrivning mit yndlingsfag. For årene hjemme med mor og som lillesøster og med få jævnaldrende i nærheden fik lagt fundamentet til en livlig fantasiverden og et umætteligt behov for at søge viden om mig selv og min omverden.

I skolen var jeg altid én af de første til at byde nye skolekammerater velkommen i klassen – jeg har altid elsket at møde nye mennesker, byde dem velkommen i gruppen og jeg fungerer rigtig godt i mindre grupper. Jeg har aldrig haft kun én bedsteveninde – jeg havde mange igennem skoleårene og har altid nydt friheden ved at være uafhængig og selv at kunne vælge, når jeg ville træde ind i et samspil med andre mennesker. Jeg fik hverken topkarakterer eller bundkarakterer – jeg fulgte ligesom bare med strømmen og det vigtigste for mig var at føle mig som en del af noget større og udfylde min rolle.

Denne indstilling var god for mig, indtil jeg fyldte 10 år. Mine forældres ægteskab begyndte at smuldre i forbindelse med krisen i 70-erne og selvom de stadig følte kærlighed til hinanden, formåede de ikke – måske pga. deres forskellige baggrunde – at tale om deres problemer og løse dem sammen og efter flere års kæmpen, blev de skilt.

Min lille familiegruppe var nu i opløsning og jeg begyndte at søge efter andre sandheder i livet – en søgen som aldrig er stoppet og som stadigvæk lever i mig.

Jeg har søgt efter sandheden igennem mine samliv, mine venskaber, arbejdslivet og der hvor jeg har fået den allerbedste respons: hos mine egne børn. For de 3 guldklumper har i den grad udfordret mine evner som reflekterende og kærligt mor. De har med hver deres unikke væremåde belyst de mørke kroge, der måtte være opstået i mit sind. Børn er ubetinget kærlige fra fødslen og kan med få ord og handlinger sætte fingeren på både problemer og løsninger. Det er især i respekten for dem, at jeg altid har ønsket at være en godt forbillede.

Den sunde kerne har aldrig været væk, men forskellige udfordringer i mit liv, som udmundede i en depression for år tilbage, gjorde at jeg i den grad var nødt til at tage mit liv op til revision. Det var en lang og sej kamp at komme igennem, men med hjælp fra mine omgivelser og især ved at prioritere mig selv højere og vælge at tage en psykoterapeutuddannelse, som jeg afsluttede i 2010 – var med til at reconnecte mig til min indre sandhed/kerne.

Hvis nogen spørger mig, hvad det gav mig af sunde værdier at have min grønlandske mor. Ja – så vil jeg sige: respekt, humor og uhøjtidelighed. Og jo – jeg fik også set bagsiden, som alle mennesker jo har – men det er de positive jeg har valgt at mindes hende med her. Desværre døde min mor, da jeg kun var 19 år, så jeg nåede aldrig at få de voksensnakke, som jeg ved er vigtige for unge mennesker. Dem er jeg heldigvis i stand til at give mine egne 3 dejlige børn i fulde mål.

Dette billede minder mig om, hvordan mine 3 børn og jeg formår at stå sammen, når det gælder