Da jeg i 2010 afsluttede min uddannelse til psykoterapeut, havde jeg været igennem en stor personlig forvandling, både op til, undervejs og i et par år efter.

Jeg blev et år forinden skilt fra min daværende mand, da vi ikke længere havde samme mål og ønsker for vores ægteskab og fremtid sammen. Under min uddannelse fik jeg arbejdet dybt omkring min barndom, mit forhold til min fysiske krop og til alt det som er større end vi mennesker.

Dette blev starten til et nyt liv, hvor jeg selv kom i højsædet, blev en meget mere selvsikker og afslappet mor for mine 3 dejlige børn og endelig kunne begynde at mærke, hvilke behov jeg har for at få et godt og rigt liv.

I 2010 mødte jeg min nuværende mand og da forelskelsens fantastiske fase gled over i den dybere kærlighed og vi blev gift, blev det tid til igen at bruge min kreative og spirituelle side.

En dag så jeg på Facebook, at min ældste datter havde liket en side om Intuitive Counselor-uddannelsen og jeg gik ind og læste om det. Den ene underviser var Carolina Linn og ved at læse videre på hendes hjemmeside, faldt jeg over uddannelsen til håndanalytiker. Carolina var den første i Danmark som selv uddanner håndanalytikere og hun tog hendes uddannelse hos een af de bedste i USA. Efter at have talt med Carolina et par gange var jeg ikke i tvivl. Jeg havde endelig fundet en meget dygtig og individuel underviser og tilmed en uddannelse, som kunne give mig den praktiske platform til at komme i dialog med andre mennesker om det som betyder allermest: nemlig dem selv. Og på den måde kan jeg også bruge min 3-årige uddannelse til psykoterapeut, som jeg færdiggjorde i 2010.

Så i marts 2015 startede jeg op på Counselor ~ Mentor ~ Hand Analysis-uddannelsen og blev færdigcertificeret primo 2016.